Kim Müller og lærer Anne Bak Rasmussen fra Sæbygaardskolen glæder sig over at skolehaven kan blive færdig. Privatfoto.

90.000 kr. til skolehaver

På en kold vinterdag i februar er der nok ikke mange, der tænker på urtehaver og såning.

Men lærer Anne Bak Rasmussen fra Sæbygaardskolen, der er ansvarlig for skolehaven i Nellemanns Have, har været i gang med forberedelserne i lang tid. Og hun har skrevet ansøgninger om støtte til til fonde og firmaer – til anlæggelse af gangarealer og højbede.

Samlet anlægspris for et 2.000 kvadratmeters område er ca. 200.000 kroner, samt frivilligt arbejde fra Nellemanns Haves Venner og lokale entreprenører.

“Fra haver til maver” begyndte i 2016 og har til formål, at elever i 5. og 6. klasse får viden om planters vækst og biologi ved egne haveerfaringer. På den måde kan de lære bæredygtig adfærd, få viden om mad, sundhed og naturfaglig dannelse. Og de lokalområdet bliver undervisningsrum og åbner skolen for samfundet i samarbejde med beboere og lokale organisationer.

Samtidig deltager eleverne aktivt i lokalsamfundet og møder faggrupper fra erhvervslivet i undervisningen.

– Projektet startede uden midler, og de første elever samlede redskaber fra naboer og venner. Højbede blev bygget af jord fra gangarealer og fællesbede blev indrammet af brugte pallerammer. Før var området nåletræsplantage. Nu er der ryddet og jordbunden er vendt, så der er meget ukrudt på gangene. Det skal ordnes og børnenes højbede markeres med træ, fortæller lærer Anne Bak Rasmussen.

Ved årsskiftet manglede man 90.000 kroner for at gøre projektet færdigt. Men Roblon Fonden har nu doneret 75.000 kr. og Nordmark Maskinfabrik 15.000 kr. til skolehaverne.

Nu skal flisegangene og højbedene gøres færdig.

Kokken Dennis Bøgh fra Frk. Madsens Spisehus har hjulpet i haven sammen med sine to kokkeelever for at undervise eleverne i at lave mad på bålkomfurer, og fortælle om jagt, partering og stegning af et rådyr – med grøntsager.

I det bynære område er det nemmere at inddrage forældre, og tidligere kommunegartner Bjarne Jørgensen – samt havens venner – giver en hånd med.

Comments are closed.

Handel