Kongeparret gæster Sæby

Kongeparret er den 25.-28. august 2025 på sommertogt med Kongeskibet Dannebrog.

D.M. Kongen og Dronningen gennemfører et sensommertogt den 25.-28. august. Dannebrogstogtet indledes den 25. august i Frederikshavn Kommune

Program

Der tages forbehold for eventuelle justeringer af programmet.

Sommertogt i Frederikshavn Kommune mandag den 25. august 2025

Ankomst til Sæby Havn
Kl. 10.00
Kongeskibet Dannebrog ankommer ud for Sæby. Kongeparret bliver sejlet i chalup til Sæby Havn, hvor blandt andre borgmester Karsten Thomsen byder Deres Majestæter velkommen. Der udbringes et nifoldigt leve, og Prinsens Musikkorps spiller ”Kong Christian”.

Officiel modtagelse i Sæby Kirke
Kl. 10.25
I Sæby Kirke holder borgmester Karsten Thomsen en officiel velkomsttale for Kongeparret og præsenterer medlemmer af byrådet i Frederikshavn Kommune. Den ældste del af Sæby Kirke stammer fra begyndelsen af 1100-tallet og er særligt kendt for sin gotiske arkitektur og kalkmalerier.

Under modtagelsen fremføres Sæbysangen, der er skrevet i anledning af Sæbys 500-års købstadsjubilæum sidste år.

Besøg på Sæby Glaspusteri
Kl. 11.10
Kongeparret ankommer til Sæby Glaspusteri. Ved ankomsten modtages Deres Majestæter af ejer og glaspuster Leni Bille. Under besøget får Kongeparret en introduktion til glashåndværket og historien om glaspusterier i Sæby.

Byvandring i Sæby
Kl. 11.35
Kongeparret deltager i en byvandring gennem Sæby. Byvandringen starter ved Sæbys ældste rådhus, hvor Kongeparret hører om Sæbys gamle bydel og kunstnerlivet i gamle dage. Herefter går Kongeparret gennem Sæbys gamle bydel med de historiske bindingsværkshuse tilbage fra 1700- og 1800-tallet.

Deres Majestæter gør holdt ved Adda Ravnkildes hus. Adda Ravnkilde (1862-1883) var en ung kvindelig forfatter, der kæmpede for sin ret til uddannelse og var første forkæmper for Kvindesagen i Norden.

Sidste stop på byvandringen er i Clasens Have bag Clasens Hotel. Haven var i slutningen af det 19. århundrede et centralt samlingssted for kunstnere og forfattere blandt andet Herman Bang og Gustav Wied.

Besøg og frokost i Skovhuset i Bangsboskoven
Kl. 12.15
Frederikshavn Kommune er vært ved en officiel frokost i Skovhuset i dyrehaven i Bangsboskoven. Skovhuset er cirka 250 år gammelt og var tidligere skovfogedens bolig. I dag anvendes Skovhuset til blandt andet naturskole, undervisnings- og mødelokaler og naturarrangementer.

Besøg i Råbjerg Mile
Kl. 14.10
Kongeparret ankommer til en shelterplads i Råbjerg Mile, hvor Deres Majestæter møder Frederikshavn Kommunes Junior Rangere og hører om deres fællesskab og oplevelser i naturen. Junior Rangere er 11-13-årige, som uddannes til mininaturvejledere.

Herefter får Deres Majestæter en guidet vandretur i Råbjerg Mile af skovridder i Naturstyrelsen Vendsyssel Jesper Blom Hansen og naturvejleder i Frederikshavns Kommune Bo Storm. Råbjerg Mile er én af Europas største vandreklitter. Milen er cirka 1.000 meter på hver side, og vandrer 15 meter årligt mod nordøst.

Besøg i Anchers Hus
Kl. 15.05
Kongeparret besøger Anchers Hus i Skagen. Her bliver Deres Majestæter modtaget af museumsdirektør Lisette Vind Ebbesen og bestyrelsesformand Bjarne Kvist. Kongeparret får en rundvisning i kunstparret Anna og Michael Anchers hjem.

I dag er Anchers Hus et museum, hvor man kan se Ancher-familiens store samling af egne og andre kunstneres værker. Hjemmet står endnu med familiens møbler, som da det var beboet af Ancher-familien indtil 1935, og giver et indblik i kunstnerparrets og resten af Skagensmalernes liv.

Besøg på Grenen
Kl. 16.00
Skovridder i Naturstyrelsen Vendsyssel Jesper Blom Hansen og naturvejleder i Frederikshavns Kommune Bo Storm modtager Kongeparret og fortæller undervejs om Grenens historie og udvikling på køreturen til Grenen med Sandormen.

Grenen er Danmarks nordligste punkt, hvor de to have, Kattegat og Skagerrak, mødes. Tidligere har Grenen peget mod nord, men området ændrer sig hele tiden, så nu peger spidsen mere mod øst end nord.

Reception på Kongeskibet Dannebrog
Kl. 19.00
Kongeparret afholder reception for indbudte gæster på Kongeskibet Dannebrog ved Gl. Pier i Skagen Havn.

Se også…

Vandsportens hus

Vandsportens hus

Konkurrencen skydes i gang Vandsportens Hus i Sæby er nu klar til at skyde arkitektkonkurrencen i gang og har store forventninger til de bud, der...

© Sæby Erhvervsforening – Designet af R Stjerne

Privacy Overview

Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner af hjemmesiden du finder mest interessant og nyttigt. Læs mere